Burgwalds besyv

…København.

Hvis københavnerne bestemte, havde Danmark fået en ny regering. Valget viste kæmpe opbakning til SF’s politik i København: SF fik flere steder større opbakning end S. Dét skal vi have mere af fremover.  

SF mere end fordoblede sit mandattal i Folketinget. Det samme skal vi gøre i København ved kommunalvalget i 2009. Fra 11 til 23 i Folketinget. Fra 7 til 15 i Borgerrepræsentationen.

Der er naturligvis store forskelle mellem forudsætninger og perspektiver for SF’s fremgang på landsplan og i København. Vi har opgaven for os, og med et nyt ambitionsniveau mener jeg, at vi kan gøre det til kommunalvalget. Vi skal fastholde, aktivere og engagere vores flere tusinde nye medlemmer. Vi skal fastholde alliancen med S. Vi skal skærpe SF’s politiske profil. Vi skal forbedre vores kommunikation. Og professionalisere vores partiapparat.

At vinde næste slag kræver hårdt arbejde. Men det kan gøres. Og vi skal gøre det.

Som medlem af Borgerrepræsentationen brænder jeg særligt for København. Jeg vil i valgkampen arbejde for mest mulig fremgang til SF, så vi kan skabe bedre rammer for kommunernes arbejde efter valget: vi skal have færre elever i klasserne, bedre ældrepleje og en mere ambitiøs klimapolitik. I kommunerne kan vi naturligvis forsøge presse i den rigtige retning. Men det er nødvendigt med en ny regering, hvis vi for alvor skal have bedre velfærd og klimaindsats.  I København har vi rige eksempler på, at vi - selvom hovedstaden aldrig har været rigere - ikke kan levere den velfærd, som borgerne forventer. Det er ikke godt nok. Og derfor har København også brug for en ny regering.  

Hov. Der gik vist lige et par måneder. Jeg må have haft en blog-blokale. Sådan en af dem, hvor man ikke lige kan se den aktuelle mening med at skrive.

Siden sidst har jeg forhandlet budget i København. Det har fyldt meget. Både op til, under og efter. Der har været forberedelse, forhandling og konkluderende overvejelser.

Siden sidst er jeg også blevet politisk ordfører for SF i Borgerrepræsentationen og har overtaget SF’s plads i Teknik- og Miljøudvalget.

Jeg havde kun taget en halvtredser i lomme på min gåtur fordi jeg ikke rigtig troede, jeg skulle købe noget. Pludselig fandt jeg mig selv stående i Superbrugsen med 3,50 for lidt til at købe både juice og ferskener. Øv: god juice og ingen ferskener eller dårlig juice og alle ferskenerne. Det blev det sidste.  
Politik er det muliges kunst. Politik handler altså om at kunne få tingene til at ske - forandre verden - med de midler, man nu engang har for hånden. Og man har nu engang ikke uanede midler for hånden. Ligesom når man står nede i Superbrugsen.

I politik skal man gøre op med sig selv hvor ens loyalitet ligger. Og man skal kræve loyalitet, fra dem man regner med støtter een. Hvis ikke man har loyalitet fra sine støtter, skal man smutte. Så er man ikke den rette.
At flytte sin loyalitet fra en leder til en anden - fra et projekt til et andet - kan være en svær proces. Sådan er det også i alle livet andre forhold. Måske er man usikker. Måske er man autoritetstro. Måske er man bare i tvivl. Hvem stoler du mest på i en krisesituation? Hvem har du mest tillid til? Tro på?
Er man på den anden side den, der kræver loyalitet for at løfte en opgave, må man stå fast på dét. Brydes den, må man fralægge sig sit ansvar. For man kan jo ikke på een gang være pålagt at løfte en opgave og få frataget sig muligheden reelt at løse den. Eller blive kritiseret for den måde, man håndtere den. Vel? Enten er man den, eller også er man den ikke. Enten har man ansvaret eller også så har man ikke. Ikke noget midt imellem. Det er derfor man skal gøre op med sig selv hvor ens loyalitet ligger. Og smutte hvis man mærker, at man ikke selv får den opbakning, man kræver.  Hvis der er uklarhed om loyaliteten sejler alting. Og det dur sgu ikke i politik.  

Somme tider i livet skal man stå fast. Uanset hvad der sker. Det skal man, så man ikke risikerer at se tilbage og spørge sig selv: “hvad skete der egentlig her?”. Hvis man står fast, er man ikke i tvivl.

Selvfølgelig skal man ikke stå fast for enhver pris. Men man skal tænke sig om løbende, vurdere situationen og tilpasse sine grænser til dét. Jeg vil mene, at det er det samme som i alle andre forhold i livet.

I fredags var jeg hjemme hos en god veninde. Vi spiste middag sammen med hendes to piger på 3 og 7 år. Søde og frække tøser. Fordi de fik gæster (mig) kom der stearinlys på bordet. Og Sofie (den lille) ville gerne puste lysene ud fordi det var sjovt. Det sagde min veninde nej til. Lysene var jo tændt fordi, de fik gæster - ikke til at lege med. På den anden side: Sofie ville gerne have en anden oplevelsen med lys på bordet, end den vi voksen gerne ville have. Så min veninde aftalte med sin datter: du må gerne puste lysene ud 1 gang. Men kun en. Er dét en aftale. Ja, bebyrdene den lille størrelse, satte sig på knæ på spisebordsstolen og pustede lysene  ud af al sin kraft til stor fornøjelse for både hende selv og søsteren - og nåh ja, også os andre. Begejstret over effekten ville Sofie puste lysene ud igen. Hele hendes krop ivrede efter at puste de to lys ud. Hun var ved at boble helt over af spænding. Niks, var beskeden. En aftale er en aftale og det er ikke til diskussion, sagde min veninde. Du fik lov at puste og nu skal vi andre have lov at hygge os med levende lys.

Sofie skulle lige prøve grænser af - trække vejret ind og spyt-sprutte i stedet for at puste rigtigt osv. Se hvordan hendes mor reagerede. Der var lukket. Fuldstændig lukket. Det tog et par minutter. Så havde den lille accepteret, at sådan var dét. Det var ikke til diskussion.

Jeg går ud fra at situationen ikke udviklede sig til et cirkus eller en præ-pubertær magtkamp fordi aftalens indhold var fair og fordi den ikke var til diskussion. Hvis min veninde ikke havde sat grænser, hvis Sofie først havde fået lov, så ikke, så prøvet noget andet, så testet, så pustet, så ladet som om samtidig med at min veninden havde vekslet mellem at gi’ sig, sige fra, grine og være vred, så tror jeg, at det var gået helt amok ved det lille spisebord.

Det lyder banalt - men sådan er det sgu også i politik. Den gode leder er fair med står fast. Den gode udfordrer kræver sin ret, men accepterer når stregen er nået. Fuldstændig som ved spisebordet hjemme på fjerde sal i en baggård på Vesterbro.

SF har en vision om, at der skal være tid til pleje og omsorg i den københavnske ældrepleje. SF ønsker et København, hvor ældre og pårørende kan føles sig trygge ved den pleje og omsorg, som Københavns Kommune yder – det vil bl.a. sige, at ældre københavnere trygt skal kunne åbne døren for et velkendt ansigt, når hjemmehjælpen ringer på døren, og at både ældre og pårørende skal vide sig sikre på, at der ydes tilstrækkelig og kvalificeret pleje og omsorg i København.I København har vi meget store problemer med at tiltrække og fastholde medarbejdere til ældreområdet. I SF mener vi, at ansatte i ældreplejen skal kunne mærke på lønningsposen, at deres arbejde er noget af det vigtigste, der foretages i landet.  Derfor kræver SF i Folketinget, at der kommer 5000 flere hænder på ældreområdet og 2000 kr. mere i løn om måneden til ansatte i ældreplejen. I København vil det svare til ca. 500 flere ansatte. Med en lønstigning på 2000 kr. om måneden oveni vil det betyde en ekstra lønudgift på langt over 100 mio. alene i hovedstaden. Med de akutte udfordringer på skoleområdet i København, kan vi umuligt løfte en sådan ekstraudgift på ældreområdet indenfor de begrænsninger, som regeringens og DF’s skattestop og udgiftsloft lægger på os. I København vil SF derfor være garant for, at der ikke i budget 2008 gennemføres forringelser i hjemmehjælpen. Vi vil ikke acceptere forringelser og vi vil bevare de forebyggende hjemmebesøg – mens vi venter på en ny regering.   

Jeg har funderet lidt over hvad magt er for en størrelse. Om det er noget man får, tager, har? Jeg tror, jeg er kommet frem til, at magt er noget man tager. Hvis man kan. Og så har man den. Indtil nogen tager den fra en, eller man selv giver den fra sig. Der er i hvert fald nok aldrig nogen, der bare kommer at giver den til en: “Værsgo’!”. Med mindre det altså er i deres egen interesse.  Og så er det jo alligevel dem, der har den. For de kan jo altid tage den igen.  
*
Geertsen har valgt at stoppe i politik og se hvad livet ellers har at byde på. Han har nok brugt sommeren til at tænke - over livet, hvad man skal bruge det på etc. Jeg synes det er klogt. At tænke sig om. Og han har altså valgt at give magten fra sig. Det bliver spændende at se hvem Venstretoppen finder på at give magten i Venstre i København (for mon ikke det er sådan det bliver?).

Mette Frederiksen sagde noget meget klogt den anden dag, synes jeg. Hun sagde, at det er et problem for Socialdemokraterne, hvis partiet selv synes, de er helt fremme i skoene med udspil og markeringer, hvis vælgerne stadigvæk ikke ved, hvad partiet vil. For selvfølgelig er det da vigtigt i politik, at befolkningen ved hvad man gør, hvad man vil og hvor man vil hen som politisk parti. Hvordan skulle høj og lav, ung og gammel eller kunne tage stilling til hvem, der skal repræsentere dem fremover? 

At vælgerne ved, hvad man vil, forudsætter 2 ting: at man selv ved hvad man vil og at man er i stand til at nå vælgerne med sit budskab (kommunikere).
Det første burde være lige til (vi ser desværre ofte, at det i praksis ikke er det).
Det andet kræver igen 2 ting: at man selv er i stand til at formulere sine budskaber, samt at der er nogen (aviser, TV, radio), der gider videreformidle dem.

Jeg er fra den genereration i politik, der ikke stiller spørgsmålstegn ved nødvendigheden af målrettet politisk komminikation - “spin”, om du vil. Jeg synes ikke, der er noget fordækt eller forkert i at tænke sig godt om i forhold til hvordan man som politiker eller politisk parti når dem, man gerne vil nå, med sit budskab. Jeg synes bare det er klogt.

Det der kan irriterer mig og gøre mig led og ked af politik er, når “spin” tager overhånd. Når det eneste partier eller politikere orienterer sig efter er, hvordan en sag skal præsenteres, for at journalister og skribenter gider at viderebringe den. Det, der også kan gøre mig led og ked af politik, er, når det eneste journalister og skribenter orienterer sig efter, er “hvordan, hvorfor, eller hvornår” et budskab præsenteres. ”Hvordan håndterer statsministeren den og den sag, hvorfor siger Helle Thorning som hun gør netop nu, hvornår kan vi forvente, at Ny Alliance reagerer på dit og dat”. Helt ærligt?! Hvad søren er der galt med bare at forholde sig til HVAD partier og politikere vil? 

Når borgere, læsere, lyttere og vælger en gang imellem står af på politik, forstår jeg det faktisk godt. For mig er politik dét der skaber både problemer og løsninger i verden. Derfor er det vigtigt og interessant. Men når modtagerne af politiske budskaber i stigende grad præsenteres for ”hvordan, hvorfor og hvornår”, når de tænder for TV, radio eller åbner en avis, er det da ikke så underligt, at politik bliver noget underligt uvedkommende noget, der kun drejer sig om at slå de andre oven i hovedet.      

Jeg synes altså at Mette Frederiksen har en pointe. Men jeg synes også, at politkere og journalister skulle til at bruge noget mere krudt på HVAD’erne og noget mindre på hvorfor, hvordan, hvornår’erne. Så tror jeg, at flere ville interessere sig for hvordan vi håndterer problemer og løsninger i samfundet, og at vælgerne ville vide noget mere om hvad Socialdemokraterne vil med landet.   

Jeg SYNES det er sejt. Kvinder der netværker. Helt sikkert sejt. Og målrettet. Mændene har ordnet verdenssituationen mens de drikker håndbajere eller pisser over kors længe nok. Nu skal vi til fedtefadet. Og alle kneb gælder.  De skal netværkes ud af kontorerne, skal de, og så skal vi vise dem! Ha!

Så jeg var naturligvis på pinden igår. Til det politiske kvindenetværksmøde. Hvor vi lærer hinanden og kende, bagtaler mændene og snakker om hvad vi kan bruge hinanden til. Det er et snedigt arrangement, det netværk. Og det var lækkert set-up: grøntsagssnacks og velkomstdrink i en solbeskindet gård i indre København, videre på sublim sushi-restaurant til tre retters delikat fiskemenu. Det burde være lige til at få det til at køre på skinner.

Jeg hører til een af de unge kvinder i politik, der endnu ikke er “etableret”, som det vist hedder. Ingen forpligtelser derhjemme. Ingen der venter eller blir’ sur hvis jeg er sent ude. Jeg kan drikke håndbajere med gutter og gutinder efter de politiske møder. Gør det gerne. Synes faktisk det er voldsomt hyggeligt - også når det bli’r sent og sløret og på røget værtshus bag Rådhuset. Så blir der slået i bordene, talt rent ud af posen, snakket fortroligt (en gang imellem) og mobbet. Hele moletjavsen blandet godt sammen med “jeg gir’ den sidste omgang”, fedtede peanuts og dæmpet belysning.  Man får et par klemmer på hinanden. Høre lidt bag om linjerne. Gir’ en bid af sig selv. Og får noget igen. Menneskeligt og venskabeligt, selvfølgelig. Men også netværk.

Af en eller anden årsag fungerer det ikke helt på samme måde med med hvidvin på stilk og tang mellem tænderne. Det er et problem. Jeg vil tænke over hvordan vi kan gøre det anderledes. For det er sejt - og nødvendigt! - at kvinder netværker.